To uger fyldt med oplevelser og indtryk

Første møde med Sierra Leone

”Pyha – det er ligesom en sauna!” Sådan tænkte jeg, da vi steg ud af flyet i hovedstaden Freetown her i Sierra Leone torsdag d. 15. september kl. 18 Sierra Leonsk tid (Sierra Leone er to timer bagud ift. Danmark). Trods den kraftige regn vi mødte, var det virkelig varmt og den høje luftfugtighed gør, at det virker endnu varmere!

Da vi kom ind i lufthavnen var det hele ret kaotisk. Der var fyldt med mennesker i den forholdsvis lille lufthavn. Efter visning af vaccinationskort, pas og diverse papirer skulle vi have fat i vores kufferter. Jeg må indrømme, at jeg var lidt spændt på, om den var med, da der gik lang tid før den dukkede op – heldigvis var den der.

Da vi langt om længe var ude af lufthavnen kom vores Sierra Leonske chauffør for at hente os. Vi satte os ind i bilen – to personer på passagersædet ved siden af chaufføren og tre personer bag i. Det var en smule klemt. Dog var det ikke det mest grænseoverskridende ved turen fra lufthavnen til færgen, som vi skulle sejle med for at komme til et hotel i Freetown. Nej, det var skam trafikken! Folk kører ud og ind i mellem hinanden, og hvis man ikke har et horn på sin motorcykel eller sin bil kan man ikke køre her. Folk dytter hele tiden af hinanden!

Efter overnatningen på et hotel i Freetown kørte vi en fire timers lang tur til landets næststørste Bo, som er den by, vi bor i. Vejene hertil var dog helt fine ligesom i Danmark til forskel til andre veje hernede. I Bo blev vi modtaget med åbne arme af medarbejdere fra Afrika in Touch; volontørkoordinatoren Jakob Stensig, lederen Poul og børne- og ungdomsmedarbejderen Vibeke. Desuden var formanden Jakob Swartz med os hele turen fra Danmark til at hjælpe os i gennem diverse udfordringer. Vi blev modtaget i et meget fint gult og blåt hus, som vi nu er faldet godt på plads i. Der er masser af plads både udvendig og indvendig, og der er hvad der skal være, når blot vi har strøm og vand. Ca. hver halve dag går strømmen, men så er det jo godt, at vi har medbragt pandelampen, som er et fantastisk redskab! Desuden behøver vi ikke engang at vaske vores eget tøj og vaske op. Vi har nemlig en dagvagt, som fint sørger for at passe på huset og os, og som desuden gør nogle af disse praktiske ting. Vi har også en nattevagt, så vi kan sove trygt om natten.

Første gudstjeneste i den anglikanske kirke i Bo

Søndag d. 18. september kl. 10 var vi til vores første gudstjeneste i den anglikanske kirke i Bo. Jeg havde virkelig været spændt på, hvordan det ville blive, og hvor forskelligt fra den danske kirkes traditionelle form og indhold det ville være. Da jeg træder ind i kirken, er det første, jeg får øje på glansbilleder af Jesus og falske blomster som pynt. Det er ikke lige den pynt, som vi er vant til at se i den danske kirke, men det er tilsyneladende den mest brugte form for pynt her – også i private hjem, specielt de falske blomster – det er et hit! Dernæst kommer både synet og lyden af kirkens orgel – eller rettere keyboardet med en orgellyd, som ikke stemmer helt overens med et rigtigt orgel!

Hvad angår gudstjenestens indhold var det utroligt spændende at se, hvordan menigheden virkelig lever sig ind i det hele med både krop og sjæl. Der bliver både sunget og danset af livets lyst – det er fedt! Det er let at lære lovsangene, som typisk bliver gentaget flere gange. Dog er det virkelig en udfordring at skulle synge med på de engelske hymner, da stavelserne nogle gange ikke passer helt til melodien, og da melodien lige pludselig også godt kan variere lidt fra vers til vers. Men hvis man ikke kan synge med, kan man da i hvert fald trække lidt på smilebåndet.

Fangerne finder håb i Jesus Kristus

Tirsdag d. 20. september besøgte vi fængslet her i Bo. Da vi ankom, skulle vi aflevere alle værdiggenstande til vagterne, fordi vi skulle ind til alle fangerne. Jeg må indrømme, at jeg lige fik en klump i halsen, da vi gik derind, da vi jo ingenting vidste om, hvad de var fængslet for. Dette ændrede sig dog hurtigt, da alle fangerne begyndte at synge lovsang til Gud og klappede i hænderne. Der blev holdt en andagt for dem, og det var utroligt at se, hvordan de trods deres dårlige vilkår kunne live op i de sekunder, hvor de sang og bad.

De rare og åbne mennesker

Mødet med Sierra Leonerne har været utroligt positivt! Både dem på gaden, men særligt de mennesker, som vi har mødt i kirken, og som vi skal samarbejde med i den tid, vi er her. Vi har allerede haft mange gode timer med de unge fra ungdomsgruppen i kirken både i gennem dans og sang, madlavning, volleyball osv. Særligt deres evne til at danse har gjort stort indtryk på mig. Selv en lille 2-årig pige har vi set danse med hele kroppen – ikke sært, at de har en vis evne, når de er blevet lidt ældre!

De er utroligt imødekommende og klar til at modtage idéer og tanker fra os, som er noget af det, der er meningen med samarbejdet mellem de unge og os. Det er dog svært at sige endnu, hvordan det hele kommer til at forløbe, men vi håber på at kunne inspirere dem med forskellige samarbejds- og kommunikationsmetoder, og samtidig håber vi på at kunne blive inspireret af deres ungdomsarbejde.

Kasawa leaves – en afrikansk delikatesse

Torsdag d. 22. september havde vi besøg af 6 piger fra ungdomsgruppen. De tog os med på markedet for at købe ind til dagens afrikanske ret. At tage på markedet er ikke som at tage i et dansk supermarked. Der er fyldt med mennesker – sådan føles det i hvert fald, fordi gangene er så smalle, og der også er forskellige ting udover det hele. De ting som man møder i markedet er dog ikke de ting, som jeg havde forventet at skulle se. Diverse accessories bærer præg af den vestlige kultur, så drømmen om at finde bl.a. smykker og krukker i træ, som er det jeg forbinder med afrikansk stil, er ikke sådan lige til. Jeg håber dog stærkt på, at det en dag dukker op et eller andet sted!

Efter indkøbsturen på markedet gik turen hjemad til vores hyggelige hus på Prince Williams Street. Så blev vi ellers sat i gang med bl.a. at ordne blade (kasawa leaves) og morte løg, peber og chili. Som de sidstnævnte ingredienser måske indikerer, kan jeg godt understrege, at maden var ret stærk! Selvom denne blanding med kasawa leaves, løg og diverse ingredienser blev puttet ovenpå risen, kunne risen ikke neutralisere det! Men hvad værre var, var at de bad os om at spise det med fingrene fra de samme skåle! Dét havde jeg ikke lige set komme. For det første var maden jo stadig varm – av, min hånd – og for det andet var det måske ikke just charmerende at skulle spise med fingrene. Men vores mening gjaldt ikke denne dag. Der var ikke andet at gøre end at springe ud i det – det endte nu også med at være ret sjovt!

Dét, at man spiser af samme skål og endda med fingrene er et godt eksempel på, hvor fællesskabsorienteret Sierra Leonerne er i forhold til os danskere.

Mende – stammesproget, som mange taler her i Bo

”Buwaa!” Sådan lyder det, hvis man skal hilse på hinanden, hvad enten det er morgen, middag eller aften. Lørdag d. 24. september havde vi en lektion med en af byens præster James, som lærte os noget af det basale af Mende-sproget. Det er ikke så let endda, men det viser sig da også, at man i officielle sammenhænge taler engelsk, så det er jo altid noget! De få ord og sætninger vi dog har kunnet lære, er nu meget rare at kunne bruge, fordi man på den måde også viser, at man prøver at være en del af deres kultur og samfund. Én af de mest brugte sætninger indtil videre er: ”Malo sina!” (Vi ses i morgen!)

Skolestart – eller det troede vi i hvert fald..

Mandag d. 26. september var dagen, hvor vi tre piger Kirstine, Caroline og jeg ville starte vores observation i skolerne, så vi kunne beslutte, hvilke klasser og fag vi vil undervise i, mens vi er her. Vi startede med at tage i ”pre-school” (førskole). Da det var første skoledag var det hele ret kaotisk, da vi kom. Den ene pædagog, som var der, da vi kom, fandt ved stort besvær larmende legetøjsbiler frem fra et fuldstændig proppet skab. Der var slet ikke plads til alle de biler i rummet og det resulterede i, at vi ikke rigtig kunne få ørenlyd til at få samlet alle børnene. Det lykkedes dog efter en times tid, hvor læreren endelig også dukkede op. Så kunne dagen endelig rigtig begynde med forskellige sanglege, som skulle lære børnene forskellige dele af kroppen og tallene. Det var nogle gode sange og børnene var også rigtig gode til at synge med og lave fagter. Undervisningen foregår på engelsk, hvilket gør det en del lettere for os at følge med i.

Da vi tog videre til ”Primary school” (folkeskolen), viste det sig, at ingen af lærerne vidste, hvilke klasser de skulle have, og ligeså vidste børnene ikke hvilken klasse de skulle være en del af. Børnene løb derfor bare rundt omkring, og lærerne sad i små grupper bare og ventede. Caroline og jeg lærte derfor nogle af børnene nogle engelske sanglege, som de tilsyneladende var helt vilde med. Der kom flere og flere børn, og det var bare super dejligt at se, hvor glade de blev for, at vi sang med dem, selvom det for os virkelig var til stor forvirring, at der ikke var styr på tingene, og at børnene blot kunne løbe rundt og bare vente på at kunne gå hjem.