Johanna i Sierra Leone: Fantastiske afrikanske børn, en sandet fodboldbane, Kenema

Besøg hos en dejlig familie udenfor byen. Her sidder Kirstine, Caroline og jeg med en af deres søde børn.

En fodboldkamp starter til ”afrikansk tid”

Selvom der ikke er mange græsplæner i dette land, som er oplagt til fodbold, kan man sagtens spille fodbold. Lørdag d. 1. oktober inviterede Emmanuel (Youth President of the Youth Group) os til at overvære en fodboldkamp mellem to universiteter. Vi sagde selvfølgelig ’ja’, og forventede at komme til en fodboldkamp, hvor der ville være fyldt med tilskuere, for det var vi blevet fortalt af Emmanuel. Kampen skulle starte kl. 17.30, og vi var lige ved at få lidt travlt, da vi først lige var der præcis kl. 17.30. En tom fodboldbane var dog det første, vi så, da vi mødte op. Holdene var dukket op, men var først ved at skifte til deres fodboldtøj, og der var ingen tilskuere. Det er det, vi danskere kalder ”Afrikansk tid”; man tager tingene, som de kommer, og man behøver ikke at starte lige på klokkeslættet med mindre man taler om gudstjeneste og andagt.

Endelig – efter en time, dvs. kl. 18.30 kunne kampen begynde mellem de to universiteter. Det var dog til tider svært at koncentrere sig om kampen, da der var to små søde børn på omkring 2 år, som begyndte at danse, hver gang der var musik.

Kenema – endnu en by med åbne og rare mennesker

”You’re most welcome!” Sådan lyder det mange af de steder, vi kommer frem, og det er virkelig rart. Det gjaldt også for Kenema-folket, da vi søndag d. 2. oktober kom til en by ca. 1,5 times kørsel fra Bo – nemlig Kenema. Vi tog afsted sammen med to af mændene fra ungdomsgruppen, Emmanuel og Noa.

Vi kom en time før gudstjenesten gik i gang, så vi havde tid til lige at udforske området omkring kirken, som bestod af diverse skoler. Vi hilste også på præsten og hans kone, som med åbne arme tog i mod os.

Da klokken blev 10.00 var det tid til, at gudstjenesten kunne begynde. Gudstjenesten lignede på mange måder gudstjenesten i den anglikanske kirke i Bo. Præsten holdt dog ikke prædiken fra prædikestolen, men stod midt på gulvet og talte.. Eller rettere – råbte! Han råbte stort set hele prædikenen i gennem. Volumen i kirken skal tydeligvis helst være så høj som mulig.

Midt i gudstjenesten var det tid til dagens indsamling til kirken. Denne var dog anderledes end den, som vi har oplevet i den lokale kirke. Det var ikke blot én indsamling, men en opdelt indsamling forstået på den måde, at man skulle gå op alt efter, hvilken måde man var født i og alt efter om man var mand, kvinde, dreng eller pige. Det tog derfor sin tid, men det var tydeligt at se, at folk var mere villige til at give, når man delte det op på den måde. Da alle månederne var gennemgået, troede vi, at vi var færdige. Men nej – det var ikke tilfældet. Manden, som skulle tælle pengene sammen for hver måned, var ikke tilfreds med resultatet. Han havde fødselsdag i oktober måned, og de havde ”kun” givet næstmest af alle måneder. De, som havde fødselsdag i januar måned dvs. inkl. mig, havde givet mest, og skulle derfor konkurrere med oktober måned. Jeg og andre skulle derfor op igen og lægge penge. Men ikke nok med at oktober og januar skulle konkurrere – nej, april- og majfolkene ville også være med, så nogle gav simpelthen, hvad der svarer til nogle folks månedsløn hernede. Det tror jeg næppe ville ske i Danmark! Trods de andres ihærdige forsøg på at give mest, endte det med, at jeg var på ”vinderholdet”, idet januar endte med at have givet mest.

Det var en anderledes og sjov måde at lave indsamling på, men det virkede tydeligvis motiverende for menigheden.

Søde og ivrige skoleelever i små lokaler

Så startede skolen endelig! Mandag d. 3. oktober kunne vi komme til at observere i forskellige klasser og fag. Vi startede ud med at gå til 2. klasse, hvor den i første time stod på ”Religion education”. Klassen viste sig at være på ca. 40 elever, som befandt sig på ca. 35 m³. De var klemt sammen 4-5 personer på en bænk og pigerne og drengene sad i hver sin side af klassen.

Det var dog ikke den største udfordring. Det viste sig nemlig, at der var 5 klasser i det samme store rum, som kun var opdelt med skillevægge, som slet ikke dækkede som en hel væg. Dvs. der var mellem 100-130 børn under det samme loft, hvilket resulterede i en helt vanvittig larm! Vi kunne slet ikke høre, hvad læreren sagde, og jeg tror mange af eleverne havde det samme problem. Specielt når en af de andre klasser lige pludselig skulle synge en sang om tal. Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, hvorfor man vælger at børnenes forældre skal bruge penge på en fin skoleuniform i stedet for at støtte op om skolens bygning. Men tilsyneladende betyder ens udseende meget i officielle sammenhænge.

Biskoppens yngste søn Michael på vej hjem fra pre-school

Bryllup – liv og glade dage

Efter en lækker ret hos biskoppen med græskar og fisk, var vi klar til at tage til bryllup i den anglikanske kirke. Jeg vidste intet om, hvordan det ville blive, men noget af det, som et eller andet sted ikke overraskede mig var, at bruden kom 45 minutter for sent. Det resulterede i en lettere sur præst. Da vi kom ind i kirken var der pyntet fint med balloner i dagens anledning. I de 45 minutter, hvor vi sad og ventede lyttede vi til organisten, som lige skulle nå at øve diverse sange bl.a. den, som bruden skulle gå ind til, så den nåede vi da lige at høre et par gange. Vi blev også underholdt af biskoppens søn John og hans ven Mustafa – to søde drenge, som lyste af glæde, fordi de fik lov at have vores tasker på ryggen. Da vi var ved at blive en smule utålmodige, kom bruden endelig. Hun var iført en fin hvid kjole, som vi kender fra Danmark. Ceremonien startede med vielsen af parret, hvorefter ceremonien varede to timer. Der blev klappet og hujet hver gang bruden og brudgommen havde gentaget efter præsten. Det gjaldt især, da brudeparret skulle kysse. Vi kunne knap nok se, at brudeparret kyssede, fordi der var flere, der skulle op og tage billeder af det, så parret var til sidst helt omringet.

Der var rigtig feststemning i kirken, og det var især, da der skulle gives penge til brudeparret. Der var sang og dans, mens folk vandrede op til brudeparret for at give penge til dem i anledning af vielsen. At gå mellem alle de syngende og dansende folk, som bare strålede af glæde i deres smukke afrikanske tøj, var virkelig en fantastisk oplevelse. Det var svært at lade være med at smile, men det er der jo heller ingen grund til at lade være med. J

Flere billeder.... :)