En lidt anderledes adventskrans - og glædelig 1. søndag i advent :)

Efter en fantastisk weekend, som bestod af et farverigt og festligt bryllup, to gudstjenester som endte i march og dans og besøg hos en af vores gode venner, sidder vi nu i adventskransens skær... En lidt anderledes adventskrans. Da de ikke har gran eller lign. her i Sierra Leone, har vi vendt 4 af vores havregrynsdåser på hovedet, puttet stearin på og sat lysene fast derpå - dette bliver årets adventskrans :)

Kangahun – en helt fantastisk og idyllisk landsby

Lige udenfor vores hus i den dejlige landsby Kangahun :)

Emmanuel og jeg leger med grapefrugter :) 

Vi har nu efterhånden været i Sierra Leone i 2 måneder, og jeg har egentlig troet og følt, at jeg har fået et godt indblik i den afrikanske kultur og afrikanernes liv. Men.. SÅ kom vi til landsbyen Kangahun, og jeg kunne godt tro om igen. Bare turen derud og hjem var noget helt særligt – Den gode asfaltvej blev pludselig til en meget ujævn lervej fyldt med vandhuller. Men så er det jo godt, at der kun sad 4 på bagsædet, 2 på sædet foran ved siden af chaufføren, 1 menneske + 1 stk. levende høne i bagagerummet. J

På vejen besøgte vi bl.a. en hyggelig landsby, hvor vi så den anglikanske kirke og skolen, der hørte til. Eleverne havde ikke undervisning på daværende tidspunkt, men gik i stedet og gjorde en brakmark klar til en sportsdag, mens lærerne og andre voksne blot sad og kiggede på. Vi kiggede lige kort ind i de tomme klasselokaler. Når skolen ikke har billeder eller kort, maler og tegner lærerne selv bl.a. kort over Afrika. Vi kiggede på et kort, hvor Sierra Leone var lidt større end Nigeria, selvom Nigeria i virkeligheden nok er ca. 30-40 gange så stor som Sierra Leone. I øvrigt var det tegnet som om, at det ligger i midten af Afrika. J

Midt på eftermiddagen nåede vi endelig frem til den smukke og idylliske by Kangahun. Det var virkelig dejligt at komme ud i en landsby, hvor lyden af motorcykler var skiftet ud med et helt fantastisk og stort fuglekor! Vi boede i et stort hus, som er ejet af Mission Afrika, og lige omkring os havde vi nogle helt fantastisk åbne og gæstfrie mennesker, som tog varmt og godt imod os. Vi følte os hurtigt som en del af ”Familien Kangahun”. Fredag og lørdag brugte vi på at besøge ungdomsgrupper i nogle andre landsbykirker, og søndag tog vi del i dagens gudstjeneste kl. 10 i Kangahuns eneste kirke. Vi trådte ind i et kirkerum fyldt med mennesker i alle aldre. Gudstjenesten foregik på flere forskellige sprog; Krio, Mende og engelsk, så noget af det forstod vi da, og det var meget sjovt og prøve at synge på Mende.

Ungdomsgruppen stod for musikken i kirken - flere forskellige afrikanske instrumenter var i brug, hvilket var rigtig festligt.

Ungdomsgruppen optrådte med to sange – både for at samle penge ind, men også blot for glædens skyld. Det var et rigtig festligt indslag, og man kunne tydeligt se, at de unge virkelig nød at synge sammen og sprede Guds budskab. Derudover opførte de et lille teaterstykke om historien ”De betroede talenter”, hvor de også inddragede nogle fra resten af menigheden. Det var fedt at se, hvordan de unge virkelig tager del – både i forberedelsen og afholdelsen af gudstjenesten.

De fire volontører ved en smuk flod ved landsbyen Gbujema, som i øvrigt ligger LANGT, LANGT ude i ingenting :) 

Besøg i ungdomsgrupperne i Moyamba, Bauya og Kangahun

For halvanden uge siden besøgte vi 3 ungdomsgrupper i nogle små landsbysamfund. Formålet med besøgene var at finde ud af, hvilke visioner og udfordringer de forskellige ungdomsgrupper  har. Derudover ville vi undersøge, hvad de forskellige ungdomsgrupper har af aktiviteter af forskellig art.

Generelt for alle ungdomsgrupperne gjaldt det, at der er mange unge, som gerne vil kirken og fællesskabet. Primært består ungdomsgruppernes aktiviteter af bibelstudie, evangelisering, sang og dans. Nogle af dem har også volleyball- og fodboldkampe – også på tværs af sognene. Det er dog kun ofte det sker, og det er ikke alle ungdomsgrupperne der kan gøre det – simpelthen på grund af mangel på ressourcer. Vi snakkede derfor også med dem om, hvordan man kan skaffe pengene til dette, og det primære bud på, hvordan man skaffer disse, er landbrug. Det kan dog være svært for dem at se, hvordan de skal starte det op.

Men – trods deres mange udfordringer har de et håb og ikke mindst en tro på, at det skal komme til at fungere, og det er helt fantastisk. De har også et rigtig godt sammenhold i ungdomsgrupperne, og det er noget af det, som gør, at de unge ikke giver op. De kæmper – sammen. Det var også noget af det, som vi ville prøve at illustrere ved hjælp af puslespil, som vi havde medbragt – at det er vigtigt at arbejde sammen for at komme frem til en løsning. Det viste sig, at ingen af dem havde prøvet at lave et puslespil før, så det var i sig selv en udfordring, men da de først havde fundet en løsning, klappede de af sig selv. J

Moyamba Youth Group. De har ingen kirkebygning, men de har en kirke :)

Her står nogle fra ungdomsgruppen i Moyamba ved siden af stedet, hvor de håber på, at der engang skal være en kirkebygning.

Bauya Youth Group. De syntes ikke det var så nemt at lave puslespil men ved fælles  hjælp klarede vi den, og så  blev de rigtig glade :)

At vandre i junglen – en unik oplevelse

Her står vi ved kæmpe bambustræer, som vi hver især fik lavet en kop af. :)

I sidste uge tog vi på tur sammen med vores kontaktperson Edward Luseni til den mest fantastiske ø Tiwai Island – også kaldt ”Abernes Ø”! Efter 2,5 timer på en lidt ujævn vej nåede vi til en lille landsby, hvor vi skulle om bord på en lille gummibåd. Vi sejlede ca. 15 min på den smukke flod, hvorefter vi nåede til Tiwai Island. Vi blev taget varmt og godt imod på øen, og fik vist, hvor vi skulle overnatte. Det var slet ikke så primitivt endda, som vi havde troet. Vi skulle sove i telte, som vi kender dem fra Danmark og toiletterne fungerede næsten også som de skulle. J

Vi ankom om eftermiddagen, og efter et lille hvil fik vi den første guidede tur ind i junglen. Guiden havde medbragt en machete i tilfælde af, at vi skulle møde en slange eller to. J Han brugte den dog kun til at knække nogle grene!

Da vi begyndte at gå, blev vi automatisk helt stille, da vi jo skulle forsøge at få øje på nogle aber. Til gengæld var vi omgivet af mange fantastiske lyde – både fra forskellige fugle og aber. Duften var en dejlig duft af regnskov.. En RIGTIG regnskov og ikke bare en Zoo eller Randers Regnskov. J

Efter noget tid så vi endelig nogle aber – godt nok på lidt lang afstand, men vi så dem, og vi kunne se, hvordan de kunne svinge sig fra den ene smalle gren til den anden. Det var et fantastisk syn!

Træerne på Tiwai Island havde lange og smalle rødder. Her står vi ved det største træ, hvis rødder kunne lave et helt rum, som vi på billedet befinder os i. :) 

På tur i junglen - over og under diverse udfordringer :) 

Sådan ser man ud, når man godt kan lide at tilberede fisk, som skal i den afrikanske ret :) 

Her står jeg med én af de fisk, jeg skulle tilberede til vores afrikanske ret :)  Caroline ville have, at jeg skulle kysse den.. Og tjae - hvorfor ikke? :) 

Tyskere og danskere mødes i Bo

For nogle uger siden var vi til et yderst interessant mode- og talentshow, som metodistkirken stod for. Det var unge, som stillede op til en konkurrence om at have det bedste outfit inden for afrikansk tøj, kontortøj og andre former for tøj. Lige da der var blevet budt velkommen gik strømmen selvfølgelig. J Det er ikke noget nyt, men det var alligevel ret komisk! Da der ikke var noget lys, gik der lidt tid før showet kunne fortsætte. Med vores lommelygte i hånden så vi chancen for at gå over og snakke med nogle andre hvide, som også var inde og se dette talent- og modeshow. Det viste sig at være tre tyske volontører, som også skal være her i Sierra Leone i 3 måneder – godt nok kun én måned her i Bo. Da strømmen kort tid efter kom igen, og der ikke var så meget tid til at snakke med dem under showet aftalte vi, at vi skulle ses igen og dele vores oplevelser. Vi inviterede dem derfor på middag torsdag aften i sidste uge. Der var masser at snakke om af erfaringer, oplevelser og udfordringer – særligt fordi de også er lærere på en skole. Derfor mødtes vi igen i går, hvor vi besøgte dem til afrikansk middag bestående af fried bananer, fried fisk og søde kartofler. J

Tyskerne på besøg hos os. :) Her får vi lidt europæisk mad - kartoffeltærte, bagte kartofler og sodavand. :) 

Volleyball på en lidt anderledes måde end jeg lærte på efterskole i sin tid 

I sidste uge tog vi til det lokale stadion, hvor der først var volleyballkampe mellem to skoler, hvoraf den ene var Sct. Paul’s Junior Secundary School, som vi er tilknyttet til – først drengene, dernæst pigerne. Vi trodsede den varme sol og satte os på tilskuerbænken overfor de mange elever, som var mødt op for at støtte op om deres skole. Vi havde medbragt et skilt (kan ses på billedet), som vi gav til en af vores venner Sally, som spillede for Sct. Paul’s Junior Secundary School. Hun og de andre brugte det dog først rigtigt under fodboldkampen, som foregik senere på dagen. 

Det gik hurtigt op for os, at volleyball på sierra leonsk manér ikke handler så meget om at spille sammen på holdet. For dem, som ikke ved det, må man røre bolden 3 gange på et hold, før bolden skal over nettet til det andet hold. I dette tilfælde gjaldt det altså bare om at få bolden over første gang – og altid med et baggerslag. Det er egentlig meningen, at man både skal bruge finger- og baggerslag, men en af lærerne fortalte os, at de først lærer fingerslag på Senior Secundary School. Det er en lidt anderledes måde at lære at spille volley på sammenlignet med den måde, jeg fik det lært, hvor fingerslaget netop var noget af det første jeg skulle lære! J

Sally fra ungdomsgruppen står her med vores fine lyserøde skilt. De brugte det først rigtigt til fodboldkampen senere på dagen efter de havde vundet en kamp. De løb hele banen rundt, og vi grinede og smilede, da vi så at de løb med dette skilt. :) 

Niclas Bendtner – den kendte dansker

Efter godt halvanden måned har vi efterhånden snakket med en masse forskellige mennesker rundt i de små og store gader i byen Bo. Caroline og jeg snakkede i dag med en familie, som bor lige i nærheden af os. De var rigtig gæstfrie og åbne – ligesom alle de andre sierra leonere. J Vi snakkede selvfølgelig om en masse, som handlede om Sierra Leone, men jeg kunne ikke lade være med at spørge moderen, om hun kendte noget til Danmark. Jeg havde egentlig ikke regnet med, at hun vidste noget om vores kære lille Danmark, men hun svarede dog: ”I know one player!” Efter en kort tænkepause kom jeg i tanker om, hvem hun selvfølgelig tænkte på, nemlig fodboldspilleren Niclas Bendtner. Ham kender alle simpelthen i dette land! Det skyldes nok, at han spiller på et engelsk hold, og Sierra Leone har jo været en engelsk koloni, så derfor er der en vis forbindelse der. Jeg havde dog ikke regnet med, at en mor som dag efter dag blot sidder uden foran sit hus og laver lidt mad engang i mellem, havde den viden om fodbold. J

Når man synes at 60-70 elever på én gang er lige i overkanten!

Når jeg underviser på skolen, er det ofte er klassen er fuldstændig fyldt op – og det er altså ikke med 28 elever, nej – det er mellem 60-70 elever! For det første er der næsten ikke plads til dem, og for det andet kan det virkelig være udfordrende at nå hele vejen rundt – specielt, når man er alene om dem alle sammen! Det er spændende, men det kan dog også være rart, at jeg nogle gange kan sætte mig ned og undervise vores dagvagt Thomas, som kun har gået i skole 1 år. Ba-na-na er bl.a. ét af de ord, som jeg har været ved at lære ham at stave. J

Vores dagvagt Thomas og mig ude på vores overdækkede terrasse i fuld gang med at  træne at stave engelske ord som banana, road, stand, walk osv. :)