En lidt anderledes adventskrans - og glædelig 1. søndag i advent :)

Efter en fantastisk weekend, som bestod af et farverigt og festligt bryllup, to gudstjenester som endte i march og dans og besøg hos en af vores gode venner, sidder vi nu i adventskransens skær... En lidt anderledes adventskrans. Da de ikke har gran eller lign. her i Sierra Leone, har vi vendt 4 af vores havregrynsdåser på hovedet, puttet stearin på og sat lysene fast derpå - dette bliver årets adventskrans :)

Kangahun – en helt fantastisk og idyllisk landsby

Lige udenfor vores hus i den dejlige landsby Kangahun :)

Emmanuel og jeg leger med grapefrugter :) 

Vi har nu efterhånden været i Sierra Leone i 2 måneder, og jeg har egentlig troet og følt, at jeg har fået et godt indblik i den afrikanske kultur og afrikanernes liv. Men.. SÅ kom vi til landsbyen Kangahun, og jeg kunne godt tro om igen. Bare turen derud og hjem var noget helt særligt – Den gode asfaltvej blev pludselig til en meget ujævn lervej fyldt med vandhuller. Men så er det jo godt, at der kun sad 4 på bagsædet, 2 på sædet foran ved siden af chaufføren, 1 menneske + 1 stk. levende høne i bagagerummet. J

På vejen besøgte vi bl.a. en hyggelig landsby, hvor vi så den anglikanske kirke og skolen, der hørte til. Eleverne havde ikke undervisning på daværende tidspunkt, men gik i stedet og gjorde en brakmark klar til en sportsdag, mens lærerne og andre voksne blot sad og kiggede på. Vi kiggede lige kort ind i de tomme klasselokaler. Når skolen ikke har billeder eller kort, maler og tegner lærerne selv bl.a. kort over Afrika. Vi kiggede på et kort, hvor Sierra Leone var lidt større end Nigeria, selvom Nigeria i virkeligheden nok er ca. 30-40 gange så stor som Sierra Leone. I øvrigt var det tegnet som om, at det ligger i midten af Afrika. J

Midt på eftermiddagen nåede vi endelig frem til den smukke og idylliske by Kangahun. Det var virkelig dejligt at komme ud i en landsby, hvor lyden af motorcykler var skiftet ud med et helt fantastisk og stort fuglekor! Vi boede i et stort hus, som er ejet af Mission Afrika, og lige omkring os havde vi nogle helt fantastisk åbne og gæstfrie mennesker, som tog varmt og godt imod os. Vi følte os hurtigt som en del af ”Familien Kangahun”. Fredag og lørdag brugte vi på at besøge ungdomsgrupper i nogle andre landsbykirker, og søndag tog vi del i dagens gudstjeneste kl. 10 i Kangahuns eneste kirke. Vi trådte ind i et kirkerum fyldt med mennesker i alle aldre. Gudstjenesten foregik på flere forskellige sprog; Krio, Mende og engelsk, så noget af det forstod vi da, og det var meget sjovt og prøve at synge på Mende.

Ungdomsgruppen stod for musikken i kirken - flere forskellige afrikanske instrumenter var i brug, hvilket var rigtig festligt.

Ungdomsgruppen optrådte med to sange – både for at samle penge ind, men også blot for glædens skyld. Det var et rigtig festligt indslag, og man kunne tydeligt se, at de unge virkelig nød at synge sammen og sprede Guds budskab. Derudover opførte de et lille teaterstykke om historien ”De betroede talenter”, hvor de også inddragede nogle fra resten af menigheden. Det var fedt at se, hvordan de unge virkelig tager del – både i forberedelsen og afholdelsen af gudstjenesten.

De fire volontører ved en smuk flod ved landsbyen Gbujema, som i øvrigt ligger LANGT, LANGT ude i ingenting :) 

Besøg i ungdomsgrupperne i Moyamba, Bauya og Kangahun

For halvanden uge siden besøgte vi 3 ungdomsgrupper i nogle små landsbysamfund. Formålet med besøgene var at finde ud af, hvilke visioner og udfordringer de forskellige ungdomsgrupper  har. Derudover ville vi undersøge, hvad de forskellige ungdomsgrupper har af aktiviteter af forskellig art.

Generelt for alle ungdomsgrupperne gjaldt det, at der er mange unge, som gerne vil kirken og fællesskabet. Primært består ungdomsgruppernes aktiviteter af bibelstudie, evangelisering, sang og dans. Nogle af dem har også volleyball- og fodboldkampe – også på tværs af sognene. Det er dog kun ofte det sker, og det er ikke alle ungdomsgrupperne der kan gøre det – simpelthen på grund af mangel på ressourcer. Vi snakkede derfor også med dem om, hvordan man kan skaffe pengene til dette, og det primære bud på, hvordan man skaffer disse, er landbrug. Det kan dog være svært for dem at se, hvordan de skal starte det op.

Men – trods deres mange udfordringer har de et håb og ikke mindst en tro på, at det skal komme til at fungere, og det er helt fantastisk. De har også et rigtig godt sammenhold i ungdomsgrupperne, og det er noget af det, som gør, at de unge ikke giver op. De kæmper – sammen. Det var også noget af det, som vi ville prøve at illustrere ved hjælp af puslespil, som vi havde medbragt – at det er vigtigt at arbejde sammen for at komme frem til en løsning. Det viste sig, at ingen af dem havde prøvet at lave et puslespil før, så det var i sig selv en udfordring, men da de først havde fundet en løsning, klappede de af sig selv. J

Moyamba Youth Group. De har ingen kirkebygning, men de har en kirke :)

Her står nogle fra ungdomsgruppen i Moyamba ved siden af stedet, hvor de håber på, at der engang skal være en kirkebygning.

Bauya Youth Group. De syntes ikke det var så nemt at lave puslespil men ved fælles  hjælp klarede vi den, og så  blev de rigtig glade :)

At vandre i junglen – en unik oplevelse

Her står vi ved kæmpe bambustræer, som vi hver især fik lavet en kop af. :)

I sidste uge tog vi på tur sammen med vores kontaktperson Edward Luseni til den mest fantastiske ø Tiwai Island – også kaldt ”Abernes Ø”! Efter 2,5 timer på en lidt ujævn vej nåede vi til en lille landsby, hvor vi skulle om bord på en lille gummibåd. Vi sejlede ca. 15 min på den smukke flod, hvorefter vi nåede til Tiwai Island. Vi blev taget varmt og godt imod på øen, og fik vist, hvor vi skulle overnatte. Det var slet ikke så primitivt endda, som vi havde troet. Vi skulle sove i telte, som vi kender dem fra Danmark og toiletterne fungerede næsten også som de skulle. J

Vi ankom om eftermiddagen, og efter et lille hvil fik vi den første guidede tur ind i junglen. Guiden havde medbragt en machete i tilfælde af, at vi skulle møde en slange eller to. J Han brugte den dog kun til at knække nogle grene!

Da vi begyndte at gå, blev vi automatisk helt stille, da vi jo skulle forsøge at få øje på nogle aber. Til gengæld var vi omgivet af mange fantastiske lyde – både fra forskellige fugle og aber. Duften var en dejlig duft af regnskov.. En RIGTIG regnskov og ikke bare en Zoo eller Randers Regnskov. J

Efter noget tid så vi endelig nogle aber – godt nok på lidt lang afstand, men vi så dem, og vi kunne se, hvordan de kunne svinge sig fra den ene smalle gren til den anden. Det var et fantastisk syn!

Træerne på Tiwai Island havde lange og smalle rødder. Her står vi ved det største træ, hvis rødder kunne lave et helt rum, som vi på billedet befinder os i. :) 

På tur i junglen - over og under diverse udfordringer :) 

Sådan ser man ud, når man godt kan lide at tilberede fisk, som skal i den afrikanske ret :) 

Her står jeg med én af de fisk, jeg skulle tilberede til vores afrikanske ret :)  Caroline ville have, at jeg skulle kysse den.. Og tjae - hvorfor ikke? :) 

Tyskere og danskere mødes i Bo

For nogle uger siden var vi til et yderst interessant mode- og talentshow, som metodistkirken stod for. Det var unge, som stillede op til en konkurrence om at have det bedste outfit inden for afrikansk tøj, kontortøj og andre former for tøj. Lige da der var blevet budt velkommen gik strømmen selvfølgelig. J Det er ikke noget nyt, men det var alligevel ret komisk! Da der ikke var noget lys, gik der lidt tid før showet kunne fortsætte. Med vores lommelygte i hånden så vi chancen for at gå over og snakke med nogle andre hvide, som også var inde og se dette talent- og modeshow. Det viste sig at være tre tyske volontører, som også skal være her i Sierra Leone i 3 måneder – godt nok kun én måned her i Bo. Da strømmen kort tid efter kom igen, og der ikke var så meget tid til at snakke med dem under showet aftalte vi, at vi skulle ses igen og dele vores oplevelser. Vi inviterede dem derfor på middag torsdag aften i sidste uge. Der var masser at snakke om af erfaringer, oplevelser og udfordringer – særligt fordi de også er lærere på en skole. Derfor mødtes vi igen i går, hvor vi besøgte dem til afrikansk middag bestående af fried bananer, fried fisk og søde kartofler. J

Tyskerne på besøg hos os. :) Her får vi lidt europæisk mad - kartoffeltærte, bagte kartofler og sodavand. :) 

Volleyball på en lidt anderledes måde end jeg lærte på efterskole i sin tid 

I sidste uge tog vi til det lokale stadion, hvor der først var volleyballkampe mellem to skoler, hvoraf den ene var Sct. Paul’s Junior Secundary School, som vi er tilknyttet til – først drengene, dernæst pigerne. Vi trodsede den varme sol og satte os på tilskuerbænken overfor de mange elever, som var mødt op for at støtte op om deres skole. Vi havde medbragt et skilt (kan ses på billedet), som vi gav til en af vores venner Sally, som spillede for Sct. Paul’s Junior Secundary School. Hun og de andre brugte det dog først rigtigt under fodboldkampen, som foregik senere på dagen. 

Det gik hurtigt op for os, at volleyball på sierra leonsk manér ikke handler så meget om at spille sammen på holdet. For dem, som ikke ved det, må man røre bolden 3 gange på et hold, før bolden skal over nettet til det andet hold. I dette tilfælde gjaldt det altså bare om at få bolden over første gang – og altid med et baggerslag. Det er egentlig meningen, at man både skal bruge finger- og baggerslag, men en af lærerne fortalte os, at de først lærer fingerslag på Senior Secundary School. Det er en lidt anderledes måde at lære at spille volley på sammenlignet med den måde, jeg fik det lært, hvor fingerslaget netop var noget af det første jeg skulle lære! J

Sally fra ungdomsgruppen står her med vores fine lyserøde skilt. De brugte det først rigtigt til fodboldkampen senere på dagen efter de havde vundet en kamp. De løb hele banen rundt, og vi grinede og smilede, da vi så at de løb med dette skilt. :) 

Niclas Bendtner – den kendte dansker

Efter godt halvanden måned har vi efterhånden snakket med en masse forskellige mennesker rundt i de små og store gader i byen Bo. Caroline og jeg snakkede i dag med en familie, som bor lige i nærheden af os. De var rigtig gæstfrie og åbne – ligesom alle de andre sierra leonere. J Vi snakkede selvfølgelig om en masse, som handlede om Sierra Leone, men jeg kunne ikke lade være med at spørge moderen, om hun kendte noget til Danmark. Jeg havde egentlig ikke regnet med, at hun vidste noget om vores kære lille Danmark, men hun svarede dog: ”I know one player!” Efter en kort tænkepause kom jeg i tanker om, hvem hun selvfølgelig tænkte på, nemlig fodboldspilleren Niclas Bendtner. Ham kender alle simpelthen i dette land! Det skyldes nok, at han spiller på et engelsk hold, og Sierra Leone har jo været en engelsk koloni, så derfor er der en vis forbindelse der. Jeg havde dog ikke regnet med, at en mor som dag efter dag blot sidder uden foran sit hus og laver lidt mad engang i mellem, havde den viden om fodbold. J

Når man synes at 60-70 elever på én gang er lige i overkanten!

Når jeg underviser på skolen, er det ofte er klassen er fuldstændig fyldt op – og det er altså ikke med 28 elever, nej – det er mellem 60-70 elever! For det første er der næsten ikke plads til dem, og for det andet kan det virkelig være udfordrende at nå hele vejen rundt – specielt, når man er alene om dem alle sammen! Det er spændende, men det kan dog også være rart, at jeg nogle gange kan sætte mig ned og undervise vores dagvagt Thomas, som kun har gået i skole 1 år. Ba-na-na er bl.a. ét af de ord, som jeg har været ved at lære ham at stave. J

Vores dagvagt Thomas og mig ude på vores overdækkede terrasse i fuld gang med at  træne at stave engelske ord som banana, road, stand, walk osv. :) 

Tiden går alt for hurtigt hernede!

Ja, tiden går virkelig ALT for hurtigt her i det fantastiske Sierra Leone. Vi oplever stadig utrolig mange anderledes, spændende og udfordrende ting. Og selv de helt små hverdagsting er en oplevelse i sig selv, f.eks. at skulle gå en tur på posthuset. :) 

Så indså vi, hvor dyrt det er at sende breve inden for Danmarks grænser!

6100 Leoner koster det at sende brev fra Sierra Leone til Danmark! Ja, det lyder af ret meget, men det svarer faktisk til mellem 7-8 danske kroner. Det vil sige, at det koster ligeså meget at sende et brev inden for Danmarks grænser som at sende et brev helt fra Sierra Leone til Danmark! Det fandt vi ud af, da vi for første gang var på det ellers meget hyggelige posthus i går. Caroline og jeg gik rundt i gaderne og spurgte os lidt frem for at finde et posthus. Det var vist meget godt, at vi spurgte os frem, for ellers havde vi aldrig fundet det, da det viste sig, at der intet skilt var og at det lå inde bag en høj mur!

Her står jeg uden for Post Office, som lå ret afsides, men det var egentlig rart for ens gang skyld at være et sted, hvor der ikke var så meget larm :)

Ungdomsarbejdet i Bo Stift: Penge betyder ikke alt, men man må desværre indse at de betyder meget!

Vi er tilknyttet den anglikanske kirke i Bo, og er dermed også en del af ungdomsgruppen i Bo. Egentlig troede vi, at vi skulle ned til unge, som gerne ville starte en ungdomsgruppe op i kirken, men det viste sig faktisk, at de har en ungdomsgruppe, som fungerer helt fint og som faktisk er ret aktive. Men de er mest aktive inden for deres egen ungdomsgruppe, og der er sådan set 7 sogne inden for Bo Stift. Deres ønske er derfor at blive en del af et større fælleskab – altså på tværs af disse 7 sogne. I april vil de afholde en ungdomskonference. For at det skal kunne lade sig gøre, kræver det organisering af diverse møder inden. Og det er netop her vi, som volontører med erfaring i ungdomsarbejde i Danmark, kan være en støtte. Vi vil være med til at strukturere møderne og snakke med dem om, hvordan man kan få det største udbytte ud af et møde. De kører jo nogle kilometer for at mødes, og det koster penge! De er unge mennesker, som ikke har noget arbejde og derfor egentlig ikke har penge til at mødes. Dét er faktisk den største udfordring. De har en masse gode idéer, men uden penge kan det være svært at få det ført ud i livet! Det må man desværre indse. ”Fond raising” er derfor meget vigtigt for at de skal kunne få noget at op at stå. Vi skal derfor også hjælpe dem med at få nye idéer til at få skaffet disse penge. Ungdomsgruppen i Bo er allerede godt i gang, idet de har en rismark, som de håber på at kunne tjene lidt penge på!

Efter mødet med repræsentanter fra de forskellige sogne :) 

De er altså ikke nemme at stå for de søde børn... :)

Nu føler jeg mig næsten som sierra leoner!

I går fik Caroline, Kirstine og jeg lavet fletninger i vores hår af nogle fra ungdomsgruppen. Det var ikke fordi, det var det mest behagelige at få lavet, idet vores hår ikke just er vant til at sidde på den måde! Men vi fandt da noget at bruge tiden på, i mens vi sad og fik flettet og flettet og flettet.. Vi fandt den sierra leonske nationalsang frem og fik lært den. Da jeg havde lært den og efter knap 3 timer havde fået flettet mit hår, kunne jeg næsten kalde mig sierra leoner! J

Dette er tre afrikanske piger... Vi føler os i hvert fald næsten som afrikanere med vores nye hår og tøj! :) 

De er én stor familie

Når vi tager rundt og besøger forskellige familier, kan det være svært at finde hoved og hale i, hvem der egentlig er en del af familien rent biologisk! De render nemlig ud og ind ad husene, også selvom de ikke tilhører familien. I går d. 25. oktober da Kirstine, Caroline og jeg var ude og få lavet fletninger hos familien Luseni, var der nok omkring 20 personer, som bare rendt ud og ind af huset, og da vi spurgte én af mændene, hvor mange brødre og søstre de var i alt, tænkte han sig om og sagde: ”Ca. 10-15!” Spørgsmålet er så bare, hvor mange af dem, der rent faktisk er brødre og søstre. De kalder nemlig hinanden for ”brother” og ”sister”, selvom de måske bare er venner. Jeg blev derfor aldrig helt klog på, hvor mange der egentlig boede i det hus, og hvor mange de var i familien. Men det er vel egentlig heller ikke det vigtige og mest inspirerende – nej, det er da, at de er så gæstfrie! Dét er fantastisk!

Her besøger vi Emmanuels familie - de er gæstfrie og helt fantastiske!  Det var en dejlig dag med sang, snak , smil.. 

Gud er med til at redde deres hverdag

Vi er jo så heldige, at vi har en dagvagt som både passer på os, men også hjælper os med de huslige pligter. Hver gang man spørger Thomas, vores dagvagt, hvordan han har det, eller hvordan han har sovet er svaret: ”Praise the Lord!” Det er bare ét af de mange eksempler på, hvor tydeligt det er, at Gud virkelig betyder alt for dem. Bag det strålende smil, som befinder sig i mange sierra leonernes ansigt, er der et råb om hjælp for at få hverdagen til at fungere. Dette håb finder de i Jesus Kristus, og det lægger de ikke skjul på – det er der flere eksempler på; f.eks. møder man hver dag biler med bl.a. ”Praise the Lord” eller ”God is great”. I skolen er der også andagt hver morgen, hvor børnene står på række og synger flere sange og beder fadervor. De er så åbne omkring deres tro – dét kunne man måske godt lære noget af. Men det mest utrolige er, hvordan de virkelig formår at lægge ALT i Guds hænder. Trods deres til tider hårde levevilkår tror de på, at Jesus vil redde dem fra deres nød og pine – dét er fantastisk.

Sådan er der mange biler der ser ud! Bare et eksempel på, hvor åbne de er omkring deres tro!

Bare lige hvis I skulle få lyst til at skrive et lille brev... :)

Adresse:

Hvis I skulle få lyst til at sende et brev er dette adressen I skal sende det til:

Att:

To danish volounteer Johanna B. Poulsen

Bo Anglican Diocese

Post Box 21, Bo

Sierra Leone

Der er ingen garanti for, at det når frem, men det kunne jo være.. J

Mine første timer i en femte klasse – En dejlig, lærerig og ikke mindst udfordrende oplevelse!

De dejlige børn fra 5. klasse og mig i et frikvarter :) Når man finder kameraet frem skal der nok være nogen klar til at være med på billedet!

Fredag d. 14. oktober havde jeg endelig min første undervisningstime – Jubii. J

Da den forrige time ikke var helt færdig, prøvede jeg at gå diskret ind i klassen. Dét er bare ikke særlig nemt, når man som europæer er ny og interessant! Jeg blev mødt med utrolig mange smil og hilsner. Også børnene udenfor klassens vindue stod og kiggede ind og vinkede til mig. Det er super dejligt, at blive mødt på denne måde. Det kan dog være overvældende, når der er over 100 børn omkring en, som alle vil røre en! Det oplevede jeg en dag, hvilket resulterede i totalt kaos, så jeg til sidst måtte gå før der var nogen der kom til skade! 

Nå, men den time, som jeg skulle have, hedder ”Literature and drama” eller bare ”Literature”. Drama-delen praktiserer de nemlig ikke rigtigt, idet de mest kun får læst højt fra en bog og får stillet spørgsmål. Det vil jeg dog forsøge at gøre noget ved! Derfor havde jeg skrevet en passage fra bogen over på papir og klippet sætningerne ud ligesom en slags replikker. De fik hver tildelt en sætning, som de skulle øve sig på, undtagen fire af dem. De fire fik hver en rolle – de skulle ikke sige noget, men derimod hver især lave fagter til det, som de andre sagde ud fra deres sætninger. Jeg må indrømme det ikke helt fungerede, som det skulle, men det havde jeg egentlig heller ikke regnet med. Eleverne er næsten ikke vant til at gøre andet end at skrive og læse fra tavlen – kun meget få af dem har bøgerne, som de arbejder med. De bliver nødt til at skrive det hele ned fra tavlen, og det kan godt tage lidt tid. De er ikke vant til at lave drama eller mimeøvelser, hvilket ikke ligefrem gør det lettere at holde styr på 35-45 elever! Jeg bad dem om at øve på sætningen i weekenden for at kunne fortsætte den spændende udfordring om mandagen.

Mandag d. 17. oktober blev det så igen tid til ”Literature and drama”. Da jeg fredag havde erfaret, at de ikke er vant til at lave forskellige mimeøvelser, startede jeg denne time ud med at lave forskellige fagter til diverse ord fra teksten, såsom; Shout, walk, think osv. De var helt med på den, selvom man godt kunne se på dem, at de måske syntes, det var lidt mærkeligt. Så var vi klar til at prøve at spille stykket.. Eller det vil sige, at der først lige skulle være ro i klassen. Læreren, som ellers er tilknyttet klassen var gået, så jeg hang på den. 45 elever i 10-13-årsalderen, som prøver noget helt nyt er ikke sådan lige til at holde styr på! Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg fik råbt: ”Keep quiet!” J Det kunne da i hvert fald mærkes i halsen bagefter. Da jeg endelig fik lidt styr på dem med lidt hjælp fra den tilbagekomne lærer, kunne vi gå i gang med at læse sætningerne op og lave fagter. Eleverne havde fået øvet sig på sætninger i weekenden, og det kunne nemt høres. Det med at lave mimeøvelser til teksten er dog stadig noget der ligger langt fra naturligt til eleverne. Men indtil videre holder jeg fast i udfordringen, for eleverne virker trods startvanskeligheder interesserede. J

Hele 5. klasse (1 ud af 3 5. klasser). Her er der ikke mindre end 45 elever, og det er endda ikke det største tal. I nogle klasser  kan der være op til 75 elever! Det er svært at forestille sig, hvordan det må være at undervise sådan en stor klasse.

Fantastiske afrikanske børn, en sandet fodboldbane, Kenema - en dejlig by og...

Besøg hos en dejlig familie udenfor byen. Her sidder Kirstine, Caroline og jeg med en af deres søde børn.

En fodboldkamp starter til ”afrikansk tid”

Selvom der ikke er mange græsplæner i dette land, som er oplagt til fodbold, kan man sagtens spille fodbold. Lørdag d. 1. oktober inviterede Emmanuel (Youth President of the Youth Group) os til at overvære en fodboldkamp mellem to universiteter. Vi sagde selvfølgelig ’ja’, og forventede at komme til en fodboldkamp, hvor der ville være fyldt med tilskuere, for det var vi blevet fortalt af Emmanuel. Kampen skulle starte kl. 17.30, og vi var lige ved at få lidt travlt, da vi først lige var der præcis kl. 17.30. En tom fodboldbane var dog det første, vi så, da vi mødte op. Holdene var dukket op, men var først ved at skifte til deres fodboldtøj, og der var ingen tilskuere. Det er det, vi danskere kalder ”Afrikansk tid”; man tager tingene, som de kommer, og man behøver ikke at starte lige på klokkeslættet med mindre man taler om gudstjeneste og andagt.

Endelig – efter en time, dvs. kl. 18.30 kunne kampen begynde mellem de to universiteter. Det var dog til tider svært at koncentrere sig om kampen, da der var to små søde børn på omkring 2 år, som begyndte at danse, hver gang der var musik.

Kenema – endnu en by med åbne og rare mennesker

”You’re most welcome!” Sådan lyder det mange af de steder, vi kommer frem, og det er virkelig rart. Det gjaldt også for Kenema-folket, da vi søndag d. 2. oktober kom til en by ca. 1,5 times kørsel fra Bo – nemlig Kenema. Vi tog afsted sammen med to af mændene fra ungdomsgruppen, Emmanuel og Noa.

Vi kom en time før gudstjenesten gik i gang, så vi havde tid til lige at udforske området omkring kirken, som bestod af diverse skoler. Vi hilste også på præsten og hans kone, som med åbne arme tog i mod os.

Da klokken blev 10.00 var det tid til, at gudstjenesten kunne begynde. Gudstjenesten lignede på mange måder gudstjenesten i den anglikanske kirke i Bo. Præsten holdt dog ikke prædiken fra prædikestolen, men stod midt på gulvet og talte.. Eller rettere – råbte! Han råbte stort set hele prædikenen i gennem. Volumen i kirken skal tydeligvis helst være så høj som mulig.

Midt i gudstjenesten var det tid til dagens indsamling til kirken. Denne var dog anderledes end den, som vi har oplevet i den lokale kirke. Det var ikke blot én indsamling, men en opdelt indsamling forstået på den måde, at man skulle gå op alt efter, hvilken måde man var født i og alt efter om man var mand, kvinde, dreng eller pige. Det tog derfor sin tid, men det var tydeligt at se, at folk var mere villige til at give, når man delte det op på den måde. Da alle månederne var gennemgået, troede vi, at vi var færdige. Men nej – det var ikke tilfældet. Manden, som skulle tælle pengene sammen for hver måned, var ikke tilfreds med resultatet. Han havde fødselsdag i oktober måned, og de havde ”kun” givet næstmest af alle måneder. De, som havde fødselsdag i januar måned dvs. inkl. mig, havde givet mest, og skulle derfor konkurrere med oktober måned. Jeg og andre skulle derfor op igen og lægge penge. Men ikke nok med at oktober og januar skulle konkurrere – nej, april- og majfolkene ville også være med, så nogle gav simpelthen, hvad der svarer til nogle folks månedsløn hernede. Det tror jeg næppe ville ske i Danmark! Trods de andres ihærdige forsøg på at give mest, endte det med, at jeg var på ”vinderholdet”, idet januar endte med at have givet mest.

Det var en anderledes og sjov måde at lave indsamling på, men det virkede tydeligvis motiverende for menigheden.

Søde og ivrige skoleelever i små lokaler

Så startede skolen endelig! Mandag d. 3. oktober kunne vi komme til at observere i forskellige klasser og fag. Vi startede ud med at gå til 2. klasse, hvor den i første time stod på ”Religion education”. Klassen viste sig at være på ca. 40 elever, som befandt sig på ca. 35 m³. De var klemt sammen 4-5 personer på en bænk og pigerne og drengene sad i hver sin side af klassen. 

Det var dog ikke den største udfordring. Det viste sig nemlig, at der var 5 klasser i det samme store rum, som kun var opdelt med skillevægge, som slet ikke dækkede som en hel væg. Dvs. der var mellem 100-130 børn under det samme loft, hvilket resulterede i en helt vanvittig larm! Vi kunne slet ikke høre, hvad læreren sagde, og jeg tror mange af eleverne havde det samme problem. Specielt når en af de andre klasser lige pludselig skulle synge en sang om tal. Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, hvorfor man vælger at børnenes forældre skal bruge penge på en fin skoleuniform i stedet for at støtte op om skolens bygning. Men tilsyneladende betyder ens udseende meget i officielle sammenhænge.

Biskoppens yngste søn Michael på vej hjem fra pre-school

Bryllup – liv og glade dage

Efter en lækker ret hos biskoppen med græskar og fisk, var vi klar til at tage til bryllup i den anglikanske kirke. Jeg vidste intet om, hvordan det ville blive, men noget af det, som et eller andet sted ikke overraskede mig var, at bruden kom 45 minutter for sent. Det resulterede i en lettere sur præst. Da vi kom ind i kirken var der pyntet fint med balloner i dagens anledning. I de 45 minutter, hvor vi sad og ventede lyttede vi til organisten, som lige skulle nå at øve diverse sange bl.a. den, som bruden skulle gå ind til, så den nåede vi da lige at høre et par gange. Vi blev også underholdt af biskoppens søn John og hans ven Mustafa – to søde drenge, som lyste af glæde, fordi de fik lov at have vores tasker på ryggen. Da vi var ved at blive en smule utålmodige, kom bruden endelig. Hun var iført en fin hvid kjole, som vi kender fra Danmark. Ceremonien startede med vielsen af parret, hvorefter ceremonien varede to timer. Der blev klappet og hujet hver gang bruden og brudgommen havde gentaget efter præsten. Det gjaldt især, da brudeparret skulle kysse. Vi kunne knap nok se, at brudeparret kyssede, fordi der var flere, der skulle op og tage billeder af det, så parret var til sidst helt omringet.

Der var rigtig feststemning i kirken, og det var især, da der skulle gives penge til brudeparret. Der var sang og dans, mens folk vandrede op til brudeparret for at give penge til dem i anledning af vielsen. At gå mellem alle de syngende og dansende folk, som bare strålede af glæde i deres smukke afrikanske tøj, var virkelig en fantastisk oplevelse. Det var svært at lade være med at smile, men det er der jo heller ingen grund til at lade være med. J

Flere billeder.... :) 

Emmauel (Youth President of the youth group) og mig på en natklub i Bo

Sådan fungerer det, når vi skal have vand til at vaske tøj eller  bare have vores fødder i vand  til at køle ned! 

Vi bor i en storby, men lige rundt om hjørnet er der en smuk natur

De fantastiske børn i skolen, som rent ud sagt er helt vilde med os. :) 

Så blev det tid til afrikansk dans! Det er ikke nemt, kan jeg fortælle jer, men sjovt var det! 

To uger fyldt med oplevelser og indtryk

Første møde med Sierra Leone

”Pyha – det er ligesom en sauna!” Sådan tænkte jeg, da vi steg ud af flyet i hovedstaden Freetown her i Sierra Leone torsdag d. 15. september kl. 18 Sierra Leonsk tid (Sierra Leone er to timer bagud ift. Danmark). Trods den kraftige regn vi mødte, var det virkelig varmt og den høje luftfugtighed gør, at det virker endnu varmere!

Da vi kom ind i lufthavnen var det hele ret kaotisk. Der var fyldt med mennesker i den forholdsvis lille lufthavn. Efter visning af vaccinationskort, pas og diverse papirer skulle vi have fat i vores kufferter. Jeg må indrømme, at jeg var lidt spændt på, om den var med, da der gik lang tid før den dukkede op – heldigvis var den der.

Da vi langt om længe var ude af lufthavnen kom vores Sierra Leonske chauffør for at hente os. Vi satte os ind i bilen – to personer på passagersædet ved siden af chaufføren og tre personer bag i. Det var en smule klemt. Dog var det ikke det mest grænseoverskridende ved turen fra lufthavnen til færgen, som vi skulle sejle med for at komme til et hotel i Freetown. Nej, det var skam trafikken! Folk kører ud og ind i mellem hinanden, og hvis man ikke har et horn på sin motorcykel eller sin bil kan man ikke køre her. Folk dytter hele tiden af hinanden!

Efter overnatningen på et hotel i Freetown kørte vi en fire timers lang tur til landets næststørste Bo, som er den by, vi bor i. Vejene hertil var dog helt fine ligesom i Danmark til forskel til andre veje hernede. I Bo blev vi modtaget med åbne arme af medarbejdere fra Afrika in Touch; volontørkoordinatoren Jakob Stensig, lederen Poul og børne- og ungdomsmedarbejderen Vibeke. Desuden var formanden Jakob Swartz med os hele turen fra Danmark til at hjælpe os i gennem diverse udfordringer. Vi blev modtaget i et meget fint gult og blåt hus, som vi nu er faldet godt på plads i. Der er masser af plads både udvendig og indvendig, og der er hvad der skal være, når blot vi har strøm og vand. Ca. hver halve dag går strømmen, men så er det jo godt, at vi har medbragt pandelampen, som er et fantastisk redskab! Desuden behøver vi ikke engang at vaske vores eget tøj og vaske op. Vi har nemlig en dagvagt, som fint sørger for at passe på huset og os, og som desuden gør nogle af disse praktiske ting. Vi har også en nattevagt, så vi kan sove trygt om natten.

Første gudstjeneste i den anglikanske kirke i Bo

Søndag d. 18. september kl. 10 var vi til vores første gudstjeneste i den anglikanske kirke i Bo. Jeg havde virkelig været spændt på, hvordan det ville blive, og hvor forskelligt fra den danske kirkes traditionelle form og indhold det ville være. Da jeg træder ind i kirken, er det første, jeg får øje på glansbilleder af Jesus og falske blomster som pynt. Det er ikke lige den pynt, som vi er vant til at se i den danske kirke, men det er tilsyneladende den mest brugte form for pynt her – også i private hjem, specielt de falske blomster – det er et hit! Dernæst kommer både synet og lyden af kirkens orgel – eller rettere keyboardet med en orgellyd, som ikke stemmer helt overens med et rigtigt orgel!

Hvad angår gudstjenestens indhold var det utroligt spændende at se, hvordan menigheden virkelig lever sig ind i det hele med både krop og sjæl. Der bliver både sunget og danset af livets lyst – det er fedt! Det er let at lære lovsangene, som typisk bliver gentaget flere gange. Dog er det virkelig en udfordring at skulle synge med på de engelske hymner, da stavelserne nogle gange ikke passer helt til melodien, og da melodien lige pludselig også godt kan variere lidt fra vers til vers. Men hvis man ikke kan synge med, kan man da i hvert fald trække lidt på smilebåndet.

Fangerne finder håb i Jesus Kristus

Tirsdag d. 20. september besøgte vi fængslet her i Bo. Da vi ankom, skulle vi aflevere alle værdiggenstande til vagterne, fordi vi skulle ind til alle fangerne. Jeg må indrømme, at jeg lige fik en klump i halsen, da vi gik derind, da vi jo ingenting vidste om, hvad de var fængslet for. Dette ændrede sig dog hurtigt, da alle fangerne begyndte at synge lovsang til Gud og klappede i hænderne. Der blev holdt en andagt for dem, og det var utroligt at se, hvordan de trods deres dårlige vilkår kunne live op i de sekunder, hvor de sang og bad.

De rare og åbne mennesker

Mødet med Sierra Leonerne har været utroligt positivt! Både dem på gaden, men særligt de mennesker, som vi har mødt i kirken, og som vi skal samarbejde med i den tid, vi er her. Vi har allerede haft mange gode timer med de unge fra ungdomsgruppen i kirken både i gennem dans og sang, madlavning, volleyball osv. Særligt deres evne til at danse har gjort stort indtryk på mig. Selv en lille 2-årig pige har vi set danse med hele kroppen – ikke sært, at de har en vis evne, når de er blevet lidt ældre!

De er utroligt imødekommende og klar til at modtage idéer og tanker fra os, som er noget af det, der er meningen med samarbejdet mellem de unge og os. Det er dog svært at sige endnu, hvordan det hele kommer til at forløbe, men vi håber på at kunne inspirere dem med forskellige samarbejds- og kommunikationsmetoder, og samtidig håber vi på at kunne blive inspireret af deres ungdomsarbejde.

Kasawa leaves – en afrikansk delikatesse

Torsdag d. 22. september havde vi besøg af 6 piger fra ungdomsgruppen. De tog os med på markedet for at købe ind til dagens afrikanske ret. At tage på markedet er ikke som at tage i et dansk supermarked. Der er fyldt med mennesker – sådan føles det i hvert fald, fordi gangene er så smalle, og der også er forskellige ting udover det hele. De ting som man møder i markedet er dog ikke de ting, som jeg havde forventet at skulle se. Diverse accessories bærer præg af den vestlige kultur, så drømmen om at finde bl.a. smykker og krukker i træ, som er det jeg forbinder med afrikansk stil, er ikke sådan lige til. Jeg håber dog stærkt på, at det en dag dukker op et eller andet sted!

Efter indkøbsturen på markedet gik turen hjemad til vores hyggelige hus på Prince Williams Street. Så blev vi ellers sat i gang med bl.a. at ordne blade (kasawa leaves) og morte løg, peber og chili. Som de sidstnævnte ingredienser måske indikerer, kan jeg godt understrege, at maden var ret stærk! Selvom denne blanding med kasawa leaves, løg og diverse ingredienser blev puttet ovenpå risen, kunne risen ikke neutralisere det! Men hvad værre var, var at de bad os om at spise det med fingrene fra de samme skåle! Dét havde jeg ikke lige set komme. For det første var maden jo stadig varm – av, min hånd – og for det andet var det måske ikke just charmerende at skulle spise med fingrene. Men vores mening gjaldt ikke denne dag. Der var ikke andet at gøre end at springe ud i det – det endte nu også med at være ret sjovt!

Dét, at man spiser af samme skål og endda med fingrene er et godt eksempel på, hvor fællesskabsorienteret Sierra Leonerne er i forhold til os danskere.

Mende – stammesproget, som mange taler her i Bo

”Buwaa!” Sådan lyder det, hvis man skal hilse på hinanden, hvad enten det er morgen, middag eller aften. Lørdag d. 24. september havde vi en lektion med en af byens præster James, som lærte os noget af det basale af Mende-sproget. Det er ikke så let endda, men det viser sig da også, at man i officielle sammenhænge taler engelsk, så det er jo altid noget! De få ord og sætninger vi dog har kunnet lære, er nu meget rare at kunne bruge, fordi man på den måde også viser, at man prøver at være en del af deres kultur og samfund. Én af de mest brugte sætninger indtil videre er: ”Malo sina!” (Vi ses i morgen!)

Skolestart – eller det troede vi i hvert fald..

Mandag d. 26. september var dagen, hvor vi tre piger Kirstine, Caroline og jeg ville starte vores observation i skolerne, så vi kunne beslutte, hvilke klasser og fag vi vil undervise i, mens vi er her. Vi startede med at tage i ”pre-school” (førskole). Da det var første skoledag var det hele ret kaotisk, da vi kom. Den ene pædagog, som var der, da vi kom, fandt ved stort besvær larmende legetøjsbiler frem fra et fuldstændig proppet skab. Der var slet ikke plads til alle de biler i rummet og det resulterede i, at vi ikke rigtig kunne få ørenlyd til at få samlet alle børnene. Det lykkedes dog efter en times tid, hvor læreren endelig også dukkede op. Så kunne dagen endelig rigtig begynde med forskellige sanglege, som skulle lære børnene forskellige dele af kroppen og tallene. Det var nogle gode sange og børnene var også rigtig gode til at synge med og lave fagter. Undervisningen foregår på engelsk, hvilket gør det en del lettere for os at følge med i.

Da vi tog videre til ”Primary school” (folkeskolen), viste det sig, at ingen af lærerne vidste, hvilke klasser de skulle have, og ligeså vidste børnene ikke hvilken klasse de skulle være en del af. Børnene løb derfor bare rundt omkring, og lærerne sad i små grupper bare og ventede. Caroline og jeg lærte derfor nogle af børnene nogle engelske sanglege, som de tilsyneladende var helt vilde med. Der kom flere og flere børn, og det var bare super dejligt at se, hvor glade de blev for, at vi sang med dem, selvom det for os virkelig var til stor forvirring, at der ikke var styr på tingene, og at børnene blot kunne løbe rundt og bare vente på at kunne gå hjem.

Sommerfugle i maven..

Ja, jeg må indrømme, at jeg har sommerfugle i maven nu... Der er nemlig kun lidt over 41 timer til jeg sidder sammen med de andre volontører i flyveren på vej mod Sierra Leone - først til hovedstaden Freetown og dernæst til byen Bo, som er den by vi skal bo i!
Kufferten er næsten pakket, så nu kan jeg for alvor mærke, at det er meget tæt på.
Jeg er utrolig spændt på at opleve en helt anden verden, som jeg tror og håber, at jeg kan lære meget af på samme tid med, at jeg håber, at jeg kan være med til at give nogle tanker og idéer videre - specielt i det kirkelige arbejde.

Jeg håber I vil følge med i min blog de næste 3 måneder... 

Inspirerende forberedelseskursus

Nu kan jeg ikke vente med at komme afsted! Efter et utroligt spændende og inspirerende kursus på Diakonhøjskolen i Århus føler jeg mig godt udrustet til at tage til de varmere himmelstrøg. 
I løbet af ugen har vi bl.a. lært om kultur- og religionsmøde, sundhed og sikkerhed. Desuden har vi haft inspirerende lektioner, såkaldt "bibelrefleksioner", som har givet rig mulighed til eftertanke. Mest af alt har det været meget interessant at møde andre kommende volontører, som står i samme situation. 


Alle disse ting har gjort, at jeg nu glæder mig endnu mere til at komme afsted og opleve en verden helt anderledes fra lille Danmark! 

Inden lejrbålet tirsdag d. 2. august