Tiden går alt for hurtigt hernede!

Ja, tiden går virkelig ALT for hurtigt her i det fantastiske Sierra Leone. Vi oplever stadig utrolig mange anderledes, spændende og udfordrende ting. Og selv de helt små hverdagsting er en oplevelse i sig selv, f.eks. at skulle gå en tur på posthuset. :) 

Så indså vi, hvor dyrt det er at sende breve inden for Danmarks grænser!

6100 Leoner koster det at sende brev fra Sierra Leone til Danmark! Ja, det lyder af ret meget, men det svarer faktisk til mellem 7-8 danske kroner. Det vil sige, at det koster ligeså meget at sende et brev inden for Danmarks grænser som at sende et brev helt fra Sierra Leone til Danmark! Det fandt vi ud af, da vi for første gang var på det ellers meget hyggelige posthus i går. Caroline og jeg gik rundt i gaderne og spurgte os lidt frem for at finde et posthus. Det var vist meget godt, at vi spurgte os frem, for ellers havde vi aldrig fundet det, da det viste sig, at der intet skilt var og at det lå inde bag en høj mur!

Her står jeg uden for Post Office, som lå ret afsides, men det var egentlig rart for ens gang skyld at være et sted, hvor der ikke var så meget larm :)

Ungdomsarbejdet i Bo Stift: Penge betyder ikke alt, men man må desværre indse at de betyder meget!

Vi er tilknyttet den anglikanske kirke i Bo, og er dermed også en del af ungdomsgruppen i Bo. Egentlig troede vi, at vi skulle ned til unge, som gerne ville starte en ungdomsgruppe op i kirken, men det viste sig faktisk, at de har en ungdomsgruppe, som fungerer helt fint og som faktisk er ret aktive. Men de er mest aktive inden for deres egen ungdomsgruppe, og der er sådan set 7 sogne inden for Bo Stift. Deres ønske er derfor at blive en del af et større fælleskab – altså på tværs af disse 7 sogne. I april vil de afholde en ungdomskonference. For at det skal kunne lade sig gøre, kræver det organisering af diverse møder inden. Og det er netop her vi, som volontører med erfaring i ungdomsarbejde i Danmark, kan være en støtte. Vi vil være med til at strukturere møderne og snakke med dem om, hvordan man kan få det største udbytte ud af et møde. De kører jo nogle kilometer for at mødes, og det koster penge! De er unge mennesker, som ikke har noget arbejde og derfor egentlig ikke har penge til at mødes. Dét er faktisk den største udfordring. De har en masse gode idéer, men uden penge kan det være svært at få det ført ud i livet! Det må man desværre indse. ”Fond raising” er derfor meget vigtigt for at de skal kunne få noget at op at stå. Vi skal derfor også hjælpe dem med at få nye idéer til at få skaffet disse penge. Ungdomsgruppen i Bo er allerede godt i gang, idet de har en rismark, som de håber på at kunne tjene lidt penge på!

Efter mødet med repræsentanter fra de forskellige sogne :) 

De er altså ikke nemme at stå for de søde børn... :)

Nu føler jeg mig næsten som sierra leoner!

I går fik Caroline, Kirstine og jeg lavet fletninger i vores hår af nogle fra ungdomsgruppen. Det var ikke fordi, det var det mest behagelige at få lavet, idet vores hår ikke just er vant til at sidde på den måde! Men vi fandt da noget at bruge tiden på, i mens vi sad og fik flettet og flettet og flettet.. Vi fandt den sierra leonske nationalsang frem og fik lært den. Da jeg havde lært den og efter knap 3 timer havde fået flettet mit hår, kunne jeg næsten kalde mig sierra leoner! J

Dette er tre afrikanske piger... Vi føler os i hvert fald næsten som afrikanere med vores nye hår og tøj! :) 

De er én stor familie

Når vi tager rundt og besøger forskellige familier, kan det være svært at finde hoved og hale i, hvem der egentlig er en del af familien rent biologisk! De render nemlig ud og ind ad husene, også selvom de ikke tilhører familien. I går d. 25. oktober da Kirstine, Caroline og jeg var ude og få lavet fletninger hos familien Luseni, var der nok omkring 20 personer, som bare rendt ud og ind af huset, og da vi spurgte én af mændene, hvor mange brødre og søstre de var i alt, tænkte han sig om og sagde: ”Ca. 10-15!” Spørgsmålet er så bare, hvor mange af dem, der rent faktisk er brødre og søstre. De kalder nemlig hinanden for ”brother” og ”sister”, selvom de måske bare er venner. Jeg blev derfor aldrig helt klog på, hvor mange der egentlig boede i det hus, og hvor mange de var i familien. Men det er vel egentlig heller ikke det vigtige og mest inspirerende – nej, det er da, at de er så gæstfrie! Dét er fantastisk!

Her besøger vi Emmanuels familie - de er gæstfrie og helt fantastiske!  Det var en dejlig dag med sang, snak , smil.. 

Gud er med til at redde deres hverdag

Vi er jo så heldige, at vi har en dagvagt som både passer på os, men også hjælper os med de huslige pligter. Hver gang man spørger Thomas, vores dagvagt, hvordan han har det, eller hvordan han har sovet er svaret: ”Praise the Lord!” Det er bare ét af de mange eksempler på, hvor tydeligt det er, at Gud virkelig betyder alt for dem. Bag det strålende smil, som befinder sig i mange sierra leonernes ansigt, er der et råb om hjælp for at få hverdagen til at fungere. Dette håb finder de i Jesus Kristus, og det lægger de ikke skjul på – det er der flere eksempler på; f.eks. møder man hver dag biler med bl.a. ”Praise the Lord” eller ”God is great”. I skolen er der også andagt hver morgen, hvor børnene står på række og synger flere sange og beder fadervor. De er så åbne omkring deres tro – dét kunne man måske godt lære noget af. Men det mest utrolige er, hvordan de virkelig formår at lægge ALT i Guds hænder. Trods deres til tider hårde levevilkår tror de på, at Jesus vil redde dem fra deres nød og pine – dét er fantastisk.

Sådan er der mange biler der ser ud! Bare et eksempel på, hvor åbne de er omkring deres tro!

Bare lige hvis I skulle få lyst til at skrive et lille brev... :)

Adresse:

Hvis I skulle få lyst til at sende et brev er dette adressen I skal sende det til:

Att:

To danish volounteer Johanna B. Poulsen

Bo Anglican Diocese

Post Box 21, Bo

Sierra Leone

Der er ingen garanti for, at det når frem, men det kunne jo være.. J

Mine første timer i en femte klasse – En dejlig, lærerig og ikke mindst udfordrende oplevelse!

De dejlige børn fra 5. klasse og mig i et frikvarter :) Når man finder kameraet frem skal der nok være nogen klar til at være med på billedet!

Fredag d. 14. oktober havde jeg endelig min første undervisningstime – Jubii. J

Da den forrige time ikke var helt færdig, prøvede jeg at gå diskret ind i klassen. Dét er bare ikke særlig nemt, når man som europæer er ny og interessant! Jeg blev mødt med utrolig mange smil og hilsner. Også børnene udenfor klassens vindue stod og kiggede ind og vinkede til mig. Det er super dejligt, at blive mødt på denne måde. Det kan dog være overvældende, når der er over 100 børn omkring en, som alle vil røre en! Det oplevede jeg en dag, hvilket resulterede i totalt kaos, så jeg til sidst måtte gå før der var nogen der kom til skade! 

Nå, men den time, som jeg skulle have, hedder ”Literature and drama” eller bare ”Literature”. Drama-delen praktiserer de nemlig ikke rigtigt, idet de mest kun får læst højt fra en bog og får stillet spørgsmål. Det vil jeg dog forsøge at gøre noget ved! Derfor havde jeg skrevet en passage fra bogen over på papir og klippet sætningerne ud ligesom en slags replikker. De fik hver tildelt en sætning, som de skulle øve sig på, undtagen fire af dem. De fire fik hver en rolle – de skulle ikke sige noget, men derimod hver især lave fagter til det, som de andre sagde ud fra deres sætninger. Jeg må indrømme det ikke helt fungerede, som det skulle, men det havde jeg egentlig heller ikke regnet med. Eleverne er næsten ikke vant til at gøre andet end at skrive og læse fra tavlen – kun meget få af dem har bøgerne, som de arbejder med. De bliver nødt til at skrive det hele ned fra tavlen, og det kan godt tage lidt tid. De er ikke vant til at lave drama eller mimeøvelser, hvilket ikke ligefrem gør det lettere at holde styr på 35-45 elever! Jeg bad dem om at øve på sætningen i weekenden for at kunne fortsætte den spændende udfordring om mandagen.

Mandag d. 17. oktober blev det så igen tid til ”Literature and drama”. Da jeg fredag havde erfaret, at de ikke er vant til at lave forskellige mimeøvelser, startede jeg denne time ud med at lave forskellige fagter til diverse ord fra teksten, såsom; Shout, walk, think osv. De var helt med på den, selvom man godt kunne se på dem, at de måske syntes, det var lidt mærkeligt. Så var vi klar til at prøve at spille stykket.. Eller det vil sige, at der først lige skulle være ro i klassen. Læreren, som ellers er tilknyttet klassen var gået, så jeg hang på den. 45 elever i 10-13-årsalderen, som prøver noget helt nyt er ikke sådan lige til at holde styr på! Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg fik råbt: ”Keep quiet!” J Det kunne da i hvert fald mærkes i halsen bagefter. Da jeg endelig fik lidt styr på dem med lidt hjælp fra den tilbagekomne lærer, kunne vi gå i gang med at læse sætningerne op og lave fagter. Eleverne havde fået øvet sig på sætninger i weekenden, og det kunne nemt høres. Det med at lave mimeøvelser til teksten er dog stadig noget der ligger langt fra naturligt til eleverne. Men indtil videre holder jeg fast i udfordringen, for eleverne virker trods startvanskeligheder interesserede. J

Hele 5. klasse (1 ud af 3 5. klasser). Her er der ikke mindre end 45 elever, og det er endda ikke det største tal. I nogle klasser  kan der være op til 75 elever! Det er svært at forestille sig, hvordan det må være at undervise sådan en stor klasse.

Fantastiske afrikanske børn, en sandet fodboldbane, Kenema - en dejlig by og...

Besøg hos en dejlig familie udenfor byen. Her sidder Kirstine, Caroline og jeg med en af deres søde børn.

En fodboldkamp starter til ”afrikansk tid”

Selvom der ikke er mange græsplæner i dette land, som er oplagt til fodbold, kan man sagtens spille fodbold. Lørdag d. 1. oktober inviterede Emmanuel (Youth President of the Youth Group) os til at overvære en fodboldkamp mellem to universiteter. Vi sagde selvfølgelig ’ja’, og forventede at komme til en fodboldkamp, hvor der ville være fyldt med tilskuere, for det var vi blevet fortalt af Emmanuel. Kampen skulle starte kl. 17.30, og vi var lige ved at få lidt travlt, da vi først lige var der præcis kl. 17.30. En tom fodboldbane var dog det første, vi så, da vi mødte op. Holdene var dukket op, men var først ved at skifte til deres fodboldtøj, og der var ingen tilskuere. Det er det, vi danskere kalder ”Afrikansk tid”; man tager tingene, som de kommer, og man behøver ikke at starte lige på klokkeslættet med mindre man taler om gudstjeneste og andagt.

Endelig – efter en time, dvs. kl. 18.30 kunne kampen begynde mellem de to universiteter. Det var dog til tider svært at koncentrere sig om kampen, da der var to små søde børn på omkring 2 år, som begyndte at danse, hver gang der var musik.

Kenema – endnu en by med åbne og rare mennesker

”You’re most welcome!” Sådan lyder det mange af de steder, vi kommer frem, og det er virkelig rart. Det gjaldt også for Kenema-folket, da vi søndag d. 2. oktober kom til en by ca. 1,5 times kørsel fra Bo – nemlig Kenema. Vi tog afsted sammen med to af mændene fra ungdomsgruppen, Emmanuel og Noa.

Vi kom en time før gudstjenesten gik i gang, så vi havde tid til lige at udforske området omkring kirken, som bestod af diverse skoler. Vi hilste også på præsten og hans kone, som med åbne arme tog i mod os.

Da klokken blev 10.00 var det tid til, at gudstjenesten kunne begynde. Gudstjenesten lignede på mange måder gudstjenesten i den anglikanske kirke i Bo. Præsten holdt dog ikke prædiken fra prædikestolen, men stod midt på gulvet og talte.. Eller rettere – råbte! Han råbte stort set hele prædikenen i gennem. Volumen i kirken skal tydeligvis helst være så høj som mulig.

Midt i gudstjenesten var det tid til dagens indsamling til kirken. Denne var dog anderledes end den, som vi har oplevet i den lokale kirke. Det var ikke blot én indsamling, men en opdelt indsamling forstået på den måde, at man skulle gå op alt efter, hvilken måde man var født i og alt efter om man var mand, kvinde, dreng eller pige. Det tog derfor sin tid, men det var tydeligt at se, at folk var mere villige til at give, når man delte det op på den måde. Da alle månederne var gennemgået, troede vi, at vi var færdige. Men nej – det var ikke tilfældet. Manden, som skulle tælle pengene sammen for hver måned, var ikke tilfreds med resultatet. Han havde fødselsdag i oktober måned, og de havde ”kun” givet næstmest af alle måneder. De, som havde fødselsdag i januar måned dvs. inkl. mig, havde givet mest, og skulle derfor konkurrere med oktober måned. Jeg og andre skulle derfor op igen og lægge penge. Men ikke nok med at oktober og januar skulle konkurrere – nej, april- og majfolkene ville også være med, så nogle gav simpelthen, hvad der svarer til nogle folks månedsløn hernede. Det tror jeg næppe ville ske i Danmark! Trods de andres ihærdige forsøg på at give mest, endte det med, at jeg var på ”vinderholdet”, idet januar endte med at have givet mest.

Det var en anderledes og sjov måde at lave indsamling på, men det virkede tydeligvis motiverende for menigheden.

Søde og ivrige skoleelever i små lokaler

Så startede skolen endelig! Mandag d. 3. oktober kunne vi komme til at observere i forskellige klasser og fag. Vi startede ud med at gå til 2. klasse, hvor den i første time stod på ”Religion education”. Klassen viste sig at være på ca. 40 elever, som befandt sig på ca. 35 m³. De var klemt sammen 4-5 personer på en bænk og pigerne og drengene sad i hver sin side af klassen. 

Det var dog ikke den største udfordring. Det viste sig nemlig, at der var 5 klasser i det samme store rum, som kun var opdelt med skillevægge, som slet ikke dækkede som en hel væg. Dvs. der var mellem 100-130 børn under det samme loft, hvilket resulterede i en helt vanvittig larm! Vi kunne slet ikke høre, hvad læreren sagde, og jeg tror mange af eleverne havde det samme problem. Specielt når en af de andre klasser lige pludselig skulle synge en sang om tal. Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, hvorfor man vælger at børnenes forældre skal bruge penge på en fin skoleuniform i stedet for at støtte op om skolens bygning. Men tilsyneladende betyder ens udseende meget i officielle sammenhænge.

Biskoppens yngste søn Michael på vej hjem fra pre-school

Bryllup – liv og glade dage

Efter en lækker ret hos biskoppen med græskar og fisk, var vi klar til at tage til bryllup i den anglikanske kirke. Jeg vidste intet om, hvordan det ville blive, men noget af det, som et eller andet sted ikke overraskede mig var, at bruden kom 45 minutter for sent. Det resulterede i en lettere sur præst. Da vi kom ind i kirken var der pyntet fint med balloner i dagens anledning. I de 45 minutter, hvor vi sad og ventede lyttede vi til organisten, som lige skulle nå at øve diverse sange bl.a. den, som bruden skulle gå ind til, så den nåede vi da lige at høre et par gange. Vi blev også underholdt af biskoppens søn John og hans ven Mustafa – to søde drenge, som lyste af glæde, fordi de fik lov at have vores tasker på ryggen. Da vi var ved at blive en smule utålmodige, kom bruden endelig. Hun var iført en fin hvid kjole, som vi kender fra Danmark. Ceremonien startede med vielsen af parret, hvorefter ceremonien varede to timer. Der blev klappet og hujet hver gang bruden og brudgommen havde gentaget efter præsten. Det gjaldt især, da brudeparret skulle kysse. Vi kunne knap nok se, at brudeparret kyssede, fordi der var flere, der skulle op og tage billeder af det, så parret var til sidst helt omringet.

Der var rigtig feststemning i kirken, og det var især, da der skulle gives penge til brudeparret. Der var sang og dans, mens folk vandrede op til brudeparret for at give penge til dem i anledning af vielsen. At gå mellem alle de syngende og dansende folk, som bare strålede af glæde i deres smukke afrikanske tøj, var virkelig en fantastisk oplevelse. Det var svært at lade være med at smile, men det er der jo heller ingen grund til at lade være med. J

Flere billeder.... :) 

Emmauel (Youth President of the youth group) og mig på en natklub i Bo

Sådan fungerer det, når vi skal have vand til at vaske tøj eller  bare have vores fødder i vand  til at køle ned! 

Vi bor i en storby, men lige rundt om hjørnet er der en smuk natur

De fantastiske børn i skolen, som rent ud sagt er helt vilde med os. :) 

Så blev det tid til afrikansk dans! Det er ikke nemt, kan jeg fortælle jer, men sjovt var det!